Hjemme!

Det er nå en uke siden vi landet glade, men slitne på norsk jord, etter vel 30 timers reise! Til tross for en hjemreise med 4 forskjellige fly og innsjekking av bagasjen 3 ganger gikk alt over all forventning: ingen forsinkede fly og bagasjen kom frem til Gardermoen. British airways fra Miami til London var spesielt bra, og film og tv serie utvalget var så bra at det ikke ble tid til så mye søvn. Det resulterte i at fremme i Norge hadde vi et underskudd på 2 netters søvn og sov 13 timer i strekk uten å våkne en eneste gang den første natten. Det var også nødvendig da vi skulle i bryllup til kusinen min, Eli, lørdagen etter! Bryllupet var forøvrig helt utrolig flott på alle måter (!), - og vi klarte også helt fint å holde oss våkne.

Først nå har vi begynt å venne oss til livet her hjemme igjen. Det var på en måte uvirkelig å komme hjem - vi skjønte vel ikke helt på flyet at vi faktisk skulle hjem, det var heller som om at vi var på vei til "neste sted" på reisen. Det er virkelig en annen verden der borte, og alle opplevelsene fyller en god del plass oppe i hodet enda. Så det blir litt hardt å skulle omstille seg til hverdagen her hjemme, med faste avtaler og ting som må gjøres. Men det blir godt også, for eksempel å vite at når man avtaler noe, så har man en avtale, og når man spør om noe så får man riktig svar. Og man slipper å prute på alt man skal kjøpe - for her er det virkelig så dyrt som det står på prislappen, og ikke butikkdamen som prøver å putte noen ekstra kroner i lomma. Og man kan kaste dopapiret i do - noe som faktisk er blitt ganske uvant!

Mye fantastisk god frukt har de i sør amerika (spesielt pasjonsfrukten!!), men ordentlig brød kan man rett og slett ikke få tak i. Derfor var det helt perfekt da det ventet oss brød mat og et helt bord fullt av pålegg da vi kom hjem til Norge. Til og med rugbrød og "dansk" leverpostei var kjøpt inn til ære for Janus. Riktig dansk leverpostei har Janus forhåpentligvis fått nå som han er tilbake i Danmark, mens jeg må nok vente et par uker til.

Vi gleder oss begge til å møte alle dere som vi enda ikke har fått møtt, og ser frem til en fin høst i Århus. Med 2000 bilder fra oppholdet vårt i Sør Amerika kan dere se frem til så mange bildekvelder dere ønsker :)

12 kg ekte norske jordbær! Skal si det smakte godt :)

Festfine til bryllupet. Hanne i sin romeriksbunad.

Det sidste fra Sydamerika

Da vi kom fra Colombia til Perù, blev vi ramt af det ene uheld efter det andet. Demonstrationer med vejblokader er meget ofte forekommende i Perú, og det fik vi at maerke. Vi lagde planerne om nogle gange, og fandt til sidst en bus mod byen Huaraz i andesbjergene.

For at vaere helt aerlige var vi godt rejsetraette, og da vi startede ud paa 4 dages trekking med 3 naetter i telt, föltes det först som om det bare var for at slaa noget tid ihjel, indtil flyet fra Lima skulle afgaa. Men et fantastisk sceneri blev hurtigt det der optog vores opmaerksomhed. Desuden konkurrerede de andre der var med paa trekket naesten om, at have den mest afvigende personlighed, hvilket ogsaa fik tiden til at flyve.

Den sidste dag paa trekket var samtidig Janus födselsdag, og der var selvfölgeligt helt blaa himmel! Vi vandrede mod Huaraz og tog bussen til Lima, og undgik heldigvis vejblokader. Vi vaagnede op i Lima dejligt uvidende om, at der paa naesten samme straekning havde vaeret vaebnet röveri paa en anden bus. 2 döde flere saarede, maendene bag overfaldet var begge politimaend.

For at fejre et halvt aar i sydamerika, sluttede vi af i stil med et dögn paa det mest fancy hotel Lima kan byde paa: JW Marriot. Efter en ordentlig omgang forkaelelse er vi nu klar til at hoppe paa flyet hjem. Vi tager til lufthavnen om 9 timer, og det er begyndt at kilde i maven.

Om kun 3 dage sidder vi ved Hannes kusines bryllup, og det virker som om vi skal til en helt anden verden. Og naar vi taenker tilbage paa laegekonsltationerne i flodbyerne omkring Borbón, patienter og laeger paa landsbyhospitalet i Baeza, maengden af fattige indianere, som vi har köbt alt fra grötsager til uldsokker af, og et halvt aar paa et kontinent hvor det meste sker i morgen, og logik ofte defineres noget anderledes end i skandinavien, saa virker Danmark og Norge meget langt vaek.

Fremme ved lejeren for förste nat.Hanne pakket godt ind klokken 5.30 om morgnen.

Hanne ved passet i 4850 meters höjde.

Vores pakaesel var meget interesseret i hvad der var i teltet.

Ciudad Perdida

De siste to ukene har vi hatt noen utrolige opplevelser her i Colombia. Etter dykking og snorkling ved kysten i Taganga, dro vi mot nasjonalparken Sierra Nevada for aa legge ut paa en 6 dagers vandretur i regnskogen. Omraadet som för var styrt av den paramilitaere gruppe, er i dag kontrollert av regjeringens haer, og det skulle derfor vaere trygt aa begi seg paa tur i omraadet. Vi var kjempeheldige med baade guidene og gruppa vaar paa 16 personer, og har naa etter turen invitasjoner baade til London og Madrid.

Maalet for turen var Ciudad Perdida (Lost City), en indianerby som först ble oppdaget i 1975! Indianerne i omraadet klarte lenge aa holde stedet hemmelig, men dessverre ikke helt, da grav rövere fant stedet paa midten av 1900 tallet og stjal en masse gull. Men for offentligheten ble stedet altsaa först kjent for 32 aar siden. Stedet er faktisk fortsatt ikke ferdig utforsket, da indianerne i omraadet har nektet videre utgravning av stedet. Det sies at det kun er 10 % av ruinene som er ryddet frem fra jungelen - saa stedet er minst like stort som Macchu Pichu - hvis ikke större! Flere steder kunne vi se steintrapper som bare forsvant i jungelen, og som guiden vaar saa at aldri var blitt ryddet. Saa det var virkelig en helt unik opplevelse aa komme dit - som aa vaere paa Macchu Pichu för det ble kjent. Om 20 aar er stedet kanskje ferdig utforsket og blitt totalt turistet..

Med en luftfuktighet paa naermere 100 % og 30 varmegrader ble veien til Ciudad Perdida lang! Jeg har aldri svettet saa mye i hele mitt liv, etter 5 minutters gange var jeg gjennomvaat! Men det var allikevel en helt fantastisk tur. I 3 dager gikk vi gjennom tett regnskog för vi var fremme. Den 3. dagen maatte vi krysse en elv 9 ganger, men det var bare deilig aa faa tatt en svömmetur og faa avkjölt seg litt. Om nettene sov vi i hengeköyer utendörs og kunne sovne til alle jungel lydene. Heldigvis hadde vi myggenett! Og om morgenen ble det fast rutine aa sjekke skoene for skorpioner för man tok dem paa. Noen myggestikk fikk vi, men vi slapp unna andre skumle kryp.

Den förste morgenen dukket det opp en mann ved campen vaar mens vi spiste frokost, og spurte om vi ville se kokain "fabrikken" hans - mot betaling selvfölgelig. Fristelsen ble for stor, og vi fulgte med han. Det viste seg at bare 5 minutter fra der vi sov hadde han et lite sted i skjul av traerne hvor han produserte 1 kilo kokain om maaneden. Han fortalte ivrig hele prosessen til oss, og laget en liten pröveproduksjon. Mannen var kun 20 aar og drev sin egen business!

Etter to overnattinger ute ved Ciudad Perdida, tok vi fatt paa tilbakeveien. Siden det hadde regnet, var stiene blitt forvandlet til gjörme, saa det ble en töff tur. Tilbake igjen ved utgangspunktet var vi glade, men slitne, svette og utrolig mökkete! Derfor dro vi direkte ut til strendene i Park Tayrona, med en kjempevannmelon, 4 ananas og en kjempeklase minibananer i bagasjen. I 4 dager bare slappet vi av, spiste frukt og nöt de fantastiske fine strendene. Skrevet en masse postkort gjorde vi ogsaa, men klarte aa miste dem paa veien hjem - saa dessverre for mange av dere som skulle ha faatt et kort hjem! Hver natt sov vi under aapen himmel i hengeköyer - det var bare saa fint aa vaakne midt paa natta og se opp paa stjernehimlen og siluettene av palmetraerne.

Vi er naa tilbake i Bogotá, og flyr til Lima i kveld. Saa har vi knappe 10 dager i Peru för vi kommer hjem! Tiden flyr.

1200 trappetrinn ute midt i jungelen, bygget i aar 700!

Nei, jeg har ikke badet med t-tröyen paa! Miss sweat t-shirt contest.

Siste trinn i kokain produksjonen.
Vi gikk forbi et av kogi stammens hus, de faar ikke mye besök og var derfor ganske interessert i oss.
Kogi landsby i jungelen.
Endelig framme i Ciudad Perdida! Fantastisk utsikt herfra.
Karibisk kyst i Park Tayrona.
Siste morgen etter 10 netter i hengeköyer.
Fantastiske strender

Colombia

Den 25. juni kom vi til Colombias hovedstad Bogotá, og fandt os til rette i byens bedste og smukkeste kvarter: La Candeleria, som har smuk arkitektur, og velbevarede bygninger.
Byen tilbyder blandt andet museer i verdensklasse, teater og musik ditto. Desuden ser det ud til at hver anden butik er enten en café eller restaurante, hvilket der heller ikke skal klages over.
Det eneste skuffende er den udtalte mangel paa kidnapninger ved höjlys dag, og Pablo Escobars arvefölge.
Colombia er trods stadig stigende turisme ikke blevet helt vant til gringos endnu, hvorfor folk ogsaa er ret ivrige efter at finde ud af hvor man kommer fra, hvorfor man taler spansk, og iövrigt fortaelle om, at Colombia ikke er saa slemt som alle siger.
Efter et par dage i hovedstaden er vi taget mod nord, til varmen. Först til byen Cartagena hvor den gamle spanske faestning er blevet bevaret sammen med hele byen der ligger inden for den gamle bymur. Idylliske byer ved den karibiske kyst er ret populaert blandt latinamerikanere, saa der var en del turister. Men der var rig mulighed for at sidde paa en traetaresse klokken 21 om aftenen med aftenbrisen og udsigt over plazaen mens der blev sippet hvidvin og spist jomfruhummer.
Vi er nu i den lille strandby Taganga, og planlaegger et par ture i den sidste tid vi er i Colombia.
Idag har vi vaeret paa tur hvor Janus har dykket, mens Hanne har snorklet. Dejligt med en tur paa vandet saa man ikke er saa haardt ramt af de 35 grader og den höje luftfugtighed.

Hvis I har lyst til flere rejsehistorier kan i kigge lidt til Hannes brödre, Anders og Ove som er i henholdsvis Canada og New Zealand.

Typisk hus i Bogotás La Candeleria kvarter.Gade i Cartagena, paa den karibiske kyst

Flere billeder senere, vi har lidt svaert ved at uploade dem herfra.

Fra landsbyidyll til storby og taaregass

Saa er vi tillbake igjen i La Paz etter rundreisen i det sörlige Bolivia. Etter 2 dögn i kulden i Potosi, hvor jeg tilbrakte det meste av tiden liggende i senga paa hotellrommet, mens Janus var ute i minene, var det utrolig deilig aa komme til landsbyen San Lucas. Til tross for at vi ankom San Lucas over 2 timer senere enn planlagt (man kan ligesaagodt glemme at bussene kjörer til tiden), ble vi tatt veldig godt i mot av vaares danske venner, Trine og Rune, som vi sist saa paa tropemedisinkurset i KBH. Det var godt aa komme litt ut paa landet og vekk fra den vanlige turistruten, og veldig interessant aa see et av IMCC ´s ulands prosjekter. Men det beste var nesten all den gode maten Rune og Trine tryllet frem; hjemmebakte rundstykker, drömmekage, ovnsbakt pizza og ikke minst grillet biff! Mmmm.... og etter all den gode maten kunne vi krype under hver vaar dyne (noe annet enn de loppefyllte ullteppene paa hotellene!). Tid til aa spille racket og volley ble det ogsaa.
Fra San Lucas til Sucre var vi saa heldige aa faa skyss med det andre IMCC par, og slapp for en 5 -6 timers busstur.

Sucre, hovedstaden i Bolivia (nei, det er ikke La Paz ), har rykte for aa vaere en av de fineste og reneste byene i Bolivia - og det viste seg aa vaere riktig. Men oppholdet ble ikke fullt saa stille og rolig som vi hadde trodd. Det ble faktisk litt action den ene kvelden da vi skulle ut og spise. Det var nemlig full student demonstrasjon paa gang da vi steg ut av taxien, og vi ble mött av fullt utrustet politi (ser ganske voldsomt ut i Bolivia). Naa, vi ville bare skynde oss ned til restauranten, men kom aldri saa langt, da politiet kastet taare gass, og vi maatte bare löpe vekk. Det var ganske ekkelt - det er vel det som er meningen med taare gass... Vi kom oss unna, og komisk nok var det eneste stedet vi fant aa spise paa, en studentcafe! Jeg var glad da vi fant en taxi, som via diverse omveier pga alle blokadene, kjörte oss hjem!

I morgen venter 25 timers busstur tilbake til Lima, hvor vi deretter flyr til Colombia paa mandag. Vi er veldig klare for den karibiske kyst, sol og varme akkurat naa!

Indianerdamer med bowlerhatt i La Paz.

Paa vei til Sucre fra San Lucas.

Vinter

Med bolivianske stempler i passet bevaegede vi os fra den meget livlige hovedstad La Paz med natbus til Uyuni, som er udgangspunktet for de fleste ture ind i saltörkenen Salar de Uyuni.
Vi tog afsted sammen morgen som vi ankom, men glemte hurtigt traetheden da vi körte ud paa saltet. En sö paa störrelse med det meste af Danmark er langsomt udtörret og store maengder salt fra de omkringliggende bjerge har skabt en sö ca. en meter dyb og med et staerkt lag salt överst. Saa staerk at man kan köre en bus derud.
Det var koldt og og solen blev reflekteret i saltet, saa man hele tiden havde en fornemmelse af at vaere paa fjeldet i paasken.
Derfra videre ind i den bolivianske örken i to dage. Det var iskoldt om natten og den sidste morgen var vi nede paa -15 da vi stod op. Vi passerede flere landsbyer undervejs, og undrede os hver gang over hvordan man kan opretholde liv i en gold og iskold örken.
Der var ekstremt stjerneklart om aftenen, og solnedgange som var saa fantastiske at man virkeligt kaempede med kulden for at se den.

Efter 3 dage i jeep gennem örknen var vi tilbage i Uyuni hvor vi tog verdens vaerste bustur til verdens höjeste by: Potosi.
Potosi er kendt for sine sölvminer der i 16 hundredetallet gjorde byen större end Madrid. I dag er der ikke meget sölv tilbage, men der hentes mineraler op fra dybet. Med en guide kan man tage ind i minerne og kravle rundt 50 meter nede og 400 meter inde i minerne. Man har gerne lidt gaver med til arbejderne i form af dynamit, 96% alkohol ( til at drikke ), og coca blade.
Saa med gummistövler, hjelm, og pandelygte begav jeg mig ind i minerne med en pose med nyindköbt dynamit. Forholdene er forfaedelige, hvilket man ikke behöver at have haft et vikariat paa arbejdsmedicinsk klinik for at konstatere.
I gennemsnit bliver minearbejdere 40 aar. De fleste dör af sammenstyrtninger eller lungsygdomme efter at have indaandet asbest og mineraler 10 timer om dagen 6 dage om ugen. Jeg indrömmer gerne, at det var yderst ubehageligt 80% af tiden vi var der inde, og gik i mellem hurtigt körende tipvogne eller kravlede frem paa maven.
Saa hvorfor? De fleste tjener godt med i gennemsnit 2500 DKK om maaneden, men de allerbedste til at finde de rigtigt steder at grave tjener i gennemsnit 25.000 DKK om maaneden, hvilket er enormt i Bolivia.

Hanne paa saltet med Isla del pescado i baggrunden.
Kaempe kaktusser pa Isla del pescadoVeldigt praktisk med en kaereste man kan have i haandtasken.
Solnedgang i örkenen
Örken saa langt öjet kunne raekke.

Termalske bade i örknen. Stadig frostgrader, saa man maatte have uldhue paa mens man badede.

Skarp sol men ingen varme.

Efter 7 timers bustur kom vi frem til Puno i det sydlige Peru. Byen ligger ved Titikakasöen, og er et nödvendigt onde hvis man vil se de flydende öer. Da Hanne er stor fan af Thor Heyerdal maatte vi jo der til. Til trods for at det er meget turistet viste det sig faktisk at vaere en god oplevelse. Öboerne havde faktisk stjaalet lidt fra Heyerdal og begyndt at lave hoveder paa deres baade. Oprindeligt boede Urosstammen paa land, men da de blev nedkaempet af Inkaerne sögte de tilflugt i deres sivbaade, og efter nogen tid udviklede det sig til öer, i dag med skoler og hospital. Om aftenen tilbage i Puno, var der larm i gaden og receptionisten paa hotellet forklarede mig at man fejrede en "Santito", altsaa en mandlig helgen af lille betydning. Men jeg skal da ellers love for at selv en lille helgen faar opmaeksomhed. Der maatte intet mindre end 50 maend med ordensbaand, 2 marchorkestre, 20 dansere og 5 lamaer til at danne optog for den lille gipsfigur, da den blev baaret gennem byen. Dansen var af indiansk oprindelse, hvilket er meget typisk for den sydamerikanske version af katolisismen.

Efter en kort bustur befandt vi os naeste dag i Bolivia hvor vi tog ud til det allerhelligste for Inkaerne: Isla del sol ( solens ö). Legenden siger at det var paa denne ö at solen blev skabt, og ligesaa den förste Inka. Det blev til en fantastisk vandretur, hvor söen og himlen kaempede en brav kamp om hvem der var mest blaa, desvaerre kan billeder ikke gengive det, fordi solen er saa utroligt skaarp i 3800 meters höjde. Men det var altsaa blaat paa samme maade som en dansk postkasse er röd! Samme aften tog vi med lokalbus, sammen med folk og fae, til La Paz.

Naeste dag, den 7. juni, var det Hanne´s födselsdag, og vi brugte en del tid paa internet til at tjekke e-mail hjemmefra. Om aftenen skulle vi have vaeret ude og spise böf og pröve at finde et glas rödvin, men endnu engang blev vi overrasket af den katolske kirke: Alt var lukket, da det var corpus cristi, en helligdag. Det hele endte med at vi spiste paa en japansk restaurant, budhisterne havde heldigvis ikke helligdag.

Under indköb af dagens morgenmad blev overrasket af endnu et optog. Denne gang maend fra et samfund fra höjsletten der ville hylde presidenten med sang, panflöjtespil og dans. Halvdelen af maendende var ifört en höjst bemaekelsesvaedig hovedbekladning, bestaaende af en meter höj opsatning af blomster. Den anden halvdel var ifört en hel ko, eller i det mindste hele skindet inkl. horn og hale.

Jeg tror flere af de lokale syntes at det var lidt sjovt at vi maabede saa meget og tog saa mange billeder, men til vores forsvar vil jeg sige, at det ikke er hver dag at man ser en fyr i hvide sandaler med en hat af blomster danse rundt med en ko.

Til alle dem der sidder og faar rejsefeber kan vi sige at vi har det ganske koldt for tiden. Det er den koldeste aarstid. Mine fingre er iskolde efter at have skrevet dette, og jeg glader mig til at faa mine vanter paa. Vi kigger lidt misundeligt paa de mails hjemmefra der beskriver grillaftner mm. , men indtil videre har kulden ikke faaet det bedste af os, og vi vil ikke bytte.

To sivbaade ad modum Heyerdal.

Udsigt over de flydende öer.Udsigt over Isla del Sol

Udsigt over Titikakasöen med de snedaekkede tinder af Cordillera Real i baggrunden.

Stolt indianer danser ifört ko.

En hat af blomster.