Hanne y Janus en Ecuador: Det sidste fra Sydamerika

Da vi kom fra Colombia til Perù, blev vi ramt af det ene uheld efter det andet. Demonstrationer med vejblokader er meget ofte forekommende i Perú, og det fik vi at maerke. Vi lagde planerne om nogle gange, og fandt til sidst en bus mod byen Huaraz i andesbjergene.

For at vaere helt aerlige var vi godt rejsetraette, og da vi startede ud paa 4 dages trekking med 3 naetter i telt, föltes det först som om det bare var for at slaa noget tid ihjel, indtil flyet fra Lima skulle afgaa. Men et fantastisk sceneri blev hurtigt det der optog vores opmaerksomhed. Desuden konkurrerede de andre der var med paa trekket naesten om, at have den mest afvigende personlighed, hvilket ogsaa fik tiden til at flyve.

Den sidste dag paa trekket var samtidig Janus födselsdag, og der var selvfölgeligt helt blaa himmel! Vi vandrede mod Huaraz og tog bussen til Lima, og undgik heldigvis vejblokader. Vi vaagnede op i Lima dejligt uvidende om, at der paa naesten samme straekning havde vaeret vaebnet röveri paa en anden bus. 2 döde flere saarede, maendene bag overfaldet var begge politimaend.

For at fejre et halvt aar i sydamerika, sluttede vi af i stil med et dögn paa det mest fancy hotel Lima kan byde paa: JW Marriot. Efter en ordentlig omgang forkaelelse er vi nu klar til at hoppe paa flyet hjem. Vi tager til lufthavnen om 9 timer, og det er begyndt at kilde i maven.

Om kun 3 dage sidder vi ved Hannes kusines bryllup, og det virker som om vi skal til en helt anden verden. Og naar vi taenker tilbage paa laegekonsltationerne i flodbyerne omkring Borbón, patienter og laeger paa landsbyhospitalet i Baeza, maengden af fattige indianere, som vi har köbt alt fra grötsager til uldsokker af, og et halvt aar paa et kontinent hvor det meste sker i morgen, og logik ofte defineres noget anderledes end i skandinavien, saa virker Danmark og Norge meget langt vaek.