Hanne y Janus en Ecuador: Skarp sol men ingen varme.

Efter 7 timers bustur kom vi frem til Puno i det sydlige Peru. Byen ligger ved Titikakasöen, og er et nödvendigt onde hvis man vil se de flydende öer. Da Hanne er stor fan af Thor Heyerdal maatte vi jo der til. Til trods for at det er meget turistet viste det sig faktisk at vaere en god oplevelse. Öboerne havde faktisk stjaalet lidt fra Heyerdal og begyndt at lave hoveder paa deres baade. Oprindeligt boede Urosstammen paa land, men da de blev nedkaempet af Inkaerne sögte de tilflugt i deres sivbaade, og efter nogen tid udviklede det sig til öer, i dag med skoler og hospital. Om aftenen tilbage i Puno, var der larm i gaden og receptionisten paa hotellet forklarede mig at man fejrede en "Santito", altsaa en mandlig helgen af lille betydning. Men jeg skal da ellers love for at selv en lille helgen faar opmaeksomhed. Der maatte intet mindre end 50 maend med ordensbaand, 2 marchorkestre, 20 dansere og 5 lamaer til at danne optog for den lille gipsfigur, da den blev baaret gennem byen. Dansen var af indiansk oprindelse, hvilket er meget typisk for den sydamerikanske version af katolisismen.

Efter en kort bustur befandt vi os naeste dag i Bolivia hvor vi tog ud til det allerhelligste for Inkaerne: Isla del sol ( solens ö). Legenden siger at det var paa denne ö at solen blev skabt, og ligesaa den förste Inka. Det blev til en fantastisk vandretur, hvor söen og himlen kaempede en brav kamp om hvem der var mest blaa, desvaerre kan billeder ikke gengive det, fordi solen er saa utroligt skaarp i 3800 meters höjde. Men det var altsaa blaat paa samme maade som en dansk postkasse er röd! Samme aften tog vi med lokalbus, sammen med folk og fae, til La Paz.

Naeste dag, den 7. juni, var det Hanne´s födselsdag, og vi brugte en del tid paa internet til at tjekke e-mail hjemmefra. Om aftenen skulle vi have vaeret ude og spise böf og pröve at finde et glas rödvin, men endnu engang blev vi overrasket af den katolske kirke: Alt var lukket, da det var corpus cristi, en helligdag. Det hele endte med at vi spiste paa en japansk restaurant, budhisterne havde heldigvis ikke helligdag.

Under indköb af dagens morgenmad blev overrasket af endnu et optog. Denne gang maend fra et samfund fra höjsletten der ville hylde presidenten med sang, panflöjtespil og dans. Halvdelen af maendende var ifört en höjst bemaekelsesvaedig hovedbekladning, bestaaende af en meter höj opsatning af blomster. Den anden halvdel var ifört en hel ko, eller i det mindste hele skindet inkl. horn og hale.

Jeg tror flere af de lokale syntes at det var lidt sjovt at vi maabede saa meget og tog saa mange billeder, men til vores forsvar vil jeg sige, at det ikke er hver dag at man ser en fyr i hvide sandaler med en hat af blomster danse rundt med en ko.

Til alle dem der sidder og faar rejsefeber kan vi sige at vi har det ganske koldt for tiden. Det er den koldeste aarstid. Mine fingre er iskolde efter at have skrevet dette, og jeg glader mig til at faa mine vanter paa. Vi kigger lidt misundeligt paa de mails hjemmefra der beskriver grillaftner mm. , men indtil videre har kulden ikke faaet det bedste af os, og vi vil ikke bytte.