Det sidste fra Sydamerika

Da vi kom fra Colombia til Perù, blev vi ramt af det ene uheld efter det andet. Demonstrationer med vejblokader er meget ofte forekommende i Perú, og det fik vi at maerke. Vi lagde planerne om nogle gange, og fandt til sidst en bus mod byen Huaraz i andesbjergene.

For at vaere helt aerlige var vi godt rejsetraette, og da vi startede ud paa 4 dages trekking med 3 naetter i telt, föltes det först som om det bare var for at slaa noget tid ihjel, indtil flyet fra Lima skulle afgaa. Men et fantastisk sceneri blev hurtigt det der optog vores opmaerksomhed. Desuden konkurrerede de andre der var med paa trekket naesten om, at have den mest afvigende personlighed, hvilket ogsaa fik tiden til at flyve.

Den sidste dag paa trekket var samtidig Janus födselsdag, og der var selvfölgeligt helt blaa himmel! Vi vandrede mod Huaraz og tog bussen til Lima, og undgik heldigvis vejblokader. Vi vaagnede op i Lima dejligt uvidende om, at der paa naesten samme straekning havde vaeret vaebnet röveri paa en anden bus. 2 döde flere saarede, maendene bag overfaldet var begge politimaend.

For at fejre et halvt aar i sydamerika, sluttede vi af i stil med et dögn paa det mest fancy hotel Lima kan byde paa: JW Marriot. Efter en ordentlig omgang forkaelelse er vi nu klar til at hoppe paa flyet hjem. Vi tager til lufthavnen om 9 timer, og det er begyndt at kilde i maven.

Om kun 3 dage sidder vi ved Hannes kusines bryllup, og det virker som om vi skal til en helt anden verden. Og naar vi taenker tilbage paa laegekonsltationerne i flodbyerne omkring Borbón, patienter og laeger paa landsbyhospitalet i Baeza, maengden af fattige indianere, som vi har köbt alt fra grötsager til uldsokker af, og et halvt aar paa et kontinent hvor det meste sker i morgen, og logik ofte defineres noget anderledes end i skandinavien, saa virker Danmark og Norge meget langt vaek.

Fremme ved lejeren for förste nat.Hanne pakket godt ind klokken 5.30 om morgnen.

Hanne ved passet i 4850 meters höjde.

Vores pakaesel var meget interesseret i hvad der var i teltet.

Ciudad Perdida

De siste to ukene har vi hatt noen utrolige opplevelser her i Colombia. Etter dykking og snorkling ved kysten i Taganga, dro vi mot nasjonalparken Sierra Nevada for aa legge ut paa en 6 dagers vandretur i regnskogen. Omraadet som för var styrt av den paramilitaere gruppe, er i dag kontrollert av regjeringens haer, og det skulle derfor vaere trygt aa begi seg paa tur i omraadet. Vi var kjempeheldige med baade guidene og gruppa vaar paa 16 personer, og har naa etter turen invitasjoner baade til London og Madrid.

Maalet for turen var Ciudad Perdida (Lost City), en indianerby som först ble oppdaget i 1975! Indianerne i omraadet klarte lenge aa holde stedet hemmelig, men dessverre ikke helt, da grav rövere fant stedet paa midten av 1900 tallet og stjal en masse gull. Men for offentligheten ble stedet altsaa först kjent for 32 aar siden. Stedet er faktisk fortsatt ikke ferdig utforsket, da indianerne i omraadet har nektet videre utgravning av stedet. Det sies at det kun er 10 % av ruinene som er ryddet frem fra jungelen - saa stedet er minst like stort som Macchu Pichu - hvis ikke större! Flere steder kunne vi se steintrapper som bare forsvant i jungelen, og som guiden vaar saa at aldri var blitt ryddet. Saa det var virkelig en helt unik opplevelse aa komme dit - som aa vaere paa Macchu Pichu för det ble kjent. Om 20 aar er stedet kanskje ferdig utforsket og blitt totalt turistet..

Med en luftfuktighet paa naermere 100 % og 30 varmegrader ble veien til Ciudad Perdida lang! Jeg har aldri svettet saa mye i hele mitt liv, etter 5 minutters gange var jeg gjennomvaat! Men det var allikevel en helt fantastisk tur. I 3 dager gikk vi gjennom tett regnskog för vi var fremme. Den 3. dagen maatte vi krysse en elv 9 ganger, men det var bare deilig aa faa tatt en svömmetur og faa avkjölt seg litt. Om nettene sov vi i hengeköyer utendörs og kunne sovne til alle jungel lydene. Heldigvis hadde vi myggenett! Og om morgenen ble det fast rutine aa sjekke skoene for skorpioner för man tok dem paa. Noen myggestikk fikk vi, men vi slapp unna andre skumle kryp.

Den förste morgenen dukket det opp en mann ved campen vaar mens vi spiste frokost, og spurte om vi ville se kokain "fabrikken" hans - mot betaling selvfölgelig. Fristelsen ble for stor, og vi fulgte med han. Det viste seg at bare 5 minutter fra der vi sov hadde han et lite sted i skjul av traerne hvor han produserte 1 kilo kokain om maaneden. Han fortalte ivrig hele prosessen til oss, og laget en liten pröveproduksjon. Mannen var kun 20 aar og drev sin egen business!

Etter to overnattinger ute ved Ciudad Perdida, tok vi fatt paa tilbakeveien. Siden det hadde regnet, var stiene blitt forvandlet til gjörme, saa det ble en töff tur. Tilbake igjen ved utgangspunktet var vi glade, men slitne, svette og utrolig mökkete! Derfor dro vi direkte ut til strendene i Park Tayrona, med en kjempevannmelon, 4 ananas og en kjempeklase minibananer i bagasjen. I 4 dager bare slappet vi av, spiste frukt og nöt de fantastiske fine strendene. Skrevet en masse postkort gjorde vi ogsaa, men klarte aa miste dem paa veien hjem - saa dessverre for mange av dere som skulle ha faatt et kort hjem! Hver natt sov vi under aapen himmel i hengeköyer - det var bare saa fint aa vaakne midt paa natta og se opp paa stjernehimlen og siluettene av palmetraerne.

Vi er naa tilbake i Bogotá, og flyr til Lima i kveld. Saa har vi knappe 10 dager i Peru för vi kommer hjem! Tiden flyr.

1200 trappetrinn ute midt i jungelen, bygget i aar 700!

Nei, jeg har ikke badet med t-tröyen paa! Miss sweat t-shirt contest.

Siste trinn i kokain produksjonen.
Vi gikk forbi et av kogi stammens hus, de faar ikke mye besök og var derfor ganske interessert i oss.
Kogi landsby i jungelen.
Endelig framme i Ciudad Perdida! Fantastisk utsikt herfra.
Karibisk kyst i Park Tayrona.
Siste morgen etter 10 netter i hengeköyer.
Fantastiske strender

Colombia

Den 25. juni kom vi til Colombias hovedstad Bogotá, og fandt os til rette i byens bedste og smukkeste kvarter: La Candeleria, som har smuk arkitektur, og velbevarede bygninger.
Byen tilbyder blandt andet museer i verdensklasse, teater og musik ditto. Desuden ser det ud til at hver anden butik er enten en café eller restaurante, hvilket der heller ikke skal klages over.
Det eneste skuffende er den udtalte mangel paa kidnapninger ved höjlys dag, og Pablo Escobars arvefölge.
Colombia er trods stadig stigende turisme ikke blevet helt vant til gringos endnu, hvorfor folk ogsaa er ret ivrige efter at finde ud af hvor man kommer fra, hvorfor man taler spansk, og iövrigt fortaelle om, at Colombia ikke er saa slemt som alle siger.
Efter et par dage i hovedstaden er vi taget mod nord, til varmen. Först til byen Cartagena hvor den gamle spanske faestning er blevet bevaret sammen med hele byen der ligger inden for den gamle bymur. Idylliske byer ved den karibiske kyst er ret populaert blandt latinamerikanere, saa der var en del turister. Men der var rig mulighed for at sidde paa en traetaresse klokken 21 om aftenen med aftenbrisen og udsigt over plazaen mens der blev sippet hvidvin og spist jomfruhummer.
Vi er nu i den lille strandby Taganga, og planlaegger et par ture i den sidste tid vi er i Colombia.
Idag har vi vaeret paa tur hvor Janus har dykket, mens Hanne har snorklet. Dejligt med en tur paa vandet saa man ikke er saa haardt ramt af de 35 grader og den höje luftfugtighed.

Hvis I har lyst til flere rejsehistorier kan i kigge lidt til Hannes brödre, Anders og Ove som er i henholdsvis Canada og New Zealand.

Typisk hus i Bogotás La Candeleria kvarter.Gade i Cartagena, paa den karibiske kyst

Flere billeder senere, vi har lidt svaert ved at uploade dem herfra.