Fra landsbyidyll til storby og taaregass

Saa er vi tillbake igjen i La Paz etter rundreisen i det sörlige Bolivia. Etter 2 dögn i kulden i Potosi, hvor jeg tilbrakte det meste av tiden liggende i senga paa hotellrommet, mens Janus var ute i minene, var det utrolig deilig aa komme til landsbyen San Lucas. Til tross for at vi ankom San Lucas over 2 timer senere enn planlagt (man kan ligesaagodt glemme at bussene kjörer til tiden), ble vi tatt veldig godt i mot av vaares danske venner, Trine og Rune, som vi sist saa paa tropemedisinkurset i KBH. Det var godt aa komme litt ut paa landet og vekk fra den vanlige turistruten, og veldig interessant aa see et av IMCC ´s ulands prosjekter. Men det beste var nesten all den gode maten Rune og Trine tryllet frem; hjemmebakte rundstykker, drömmekage, ovnsbakt pizza og ikke minst grillet biff! Mmmm.... og etter all den gode maten kunne vi krype under hver vaar dyne (noe annet enn de loppefyllte ullteppene paa hotellene!). Tid til aa spille racket og volley ble det ogsaa.
Fra San Lucas til Sucre var vi saa heldige aa faa skyss med det andre IMCC par, og slapp for en 5 -6 timers busstur.

Sucre, hovedstaden i Bolivia (nei, det er ikke La Paz ), har rykte for aa vaere en av de fineste og reneste byene i Bolivia - og det viste seg aa vaere riktig. Men oppholdet ble ikke fullt saa stille og rolig som vi hadde trodd. Det ble faktisk litt action den ene kvelden da vi skulle ut og spise. Det var nemlig full student demonstrasjon paa gang da vi steg ut av taxien, og vi ble mött av fullt utrustet politi (ser ganske voldsomt ut i Bolivia). Naa, vi ville bare skynde oss ned til restauranten, men kom aldri saa langt, da politiet kastet taare gass, og vi maatte bare löpe vekk. Det var ganske ekkelt - det er vel det som er meningen med taare gass... Vi kom oss unna, og komisk nok var det eneste stedet vi fant aa spise paa, en studentcafe! Jeg var glad da vi fant en taxi, som via diverse omveier pga alle blokadene, kjörte oss hjem!

I morgen venter 25 timers busstur tilbake til Lima, hvor vi deretter flyr til Colombia paa mandag. Vi er veldig klare for den karibiske kyst, sol og varme akkurat naa!

Indianerdamer med bowlerhatt i La Paz.

Paa vei til Sucre fra San Lucas.

Vinter

Med bolivianske stempler i passet bevaegede vi os fra den meget livlige hovedstad La Paz med natbus til Uyuni, som er udgangspunktet for de fleste ture ind i saltörkenen Salar de Uyuni.
Vi tog afsted sammen morgen som vi ankom, men glemte hurtigt traetheden da vi körte ud paa saltet. En sö paa störrelse med det meste af Danmark er langsomt udtörret og store maengder salt fra de omkringliggende bjerge har skabt en sö ca. en meter dyb og med et staerkt lag salt överst. Saa staerk at man kan köre en bus derud.
Det var koldt og og solen blev reflekteret i saltet, saa man hele tiden havde en fornemmelse af at vaere paa fjeldet i paasken.
Derfra videre ind i den bolivianske örken i to dage. Det var iskoldt om natten og den sidste morgen var vi nede paa -15 da vi stod op. Vi passerede flere landsbyer undervejs, og undrede os hver gang over hvordan man kan opretholde liv i en gold og iskold örken.
Der var ekstremt stjerneklart om aftenen, og solnedgange som var saa fantastiske at man virkeligt kaempede med kulden for at se den.

Efter 3 dage i jeep gennem örknen var vi tilbage i Uyuni hvor vi tog verdens vaerste bustur til verdens höjeste by: Potosi.
Potosi er kendt for sine sölvminer der i 16 hundredetallet gjorde byen större end Madrid. I dag er der ikke meget sölv tilbage, men der hentes mineraler op fra dybet. Med en guide kan man tage ind i minerne og kravle rundt 50 meter nede og 400 meter inde i minerne. Man har gerne lidt gaver med til arbejderne i form af dynamit, 96% alkohol ( til at drikke ), og coca blade.
Saa med gummistövler, hjelm, og pandelygte begav jeg mig ind i minerne med en pose med nyindköbt dynamit. Forholdene er forfaedelige, hvilket man ikke behöver at have haft et vikariat paa arbejdsmedicinsk klinik for at konstatere.
I gennemsnit bliver minearbejdere 40 aar. De fleste dör af sammenstyrtninger eller lungsygdomme efter at have indaandet asbest og mineraler 10 timer om dagen 6 dage om ugen. Jeg indrömmer gerne, at det var yderst ubehageligt 80% af tiden vi var der inde, og gik i mellem hurtigt körende tipvogne eller kravlede frem paa maven.
Saa hvorfor? De fleste tjener godt med i gennemsnit 2500 DKK om maaneden, men de allerbedste til at finde de rigtigt steder at grave tjener i gennemsnit 25.000 DKK om maaneden, hvilket er enormt i Bolivia.

Hanne paa saltet med Isla del pescado i baggrunden.
Kaempe kaktusser pa Isla del pescadoVeldigt praktisk med en kaereste man kan have i haandtasken.
Solnedgang i örkenen
Örken saa langt öjet kunne raekke.

Termalske bade i örknen. Stadig frostgrader, saa man maatte have uldhue paa mens man badede.

Skarp sol men ingen varme.

Efter 7 timers bustur kom vi frem til Puno i det sydlige Peru. Byen ligger ved Titikakasöen, og er et nödvendigt onde hvis man vil se de flydende öer. Da Hanne er stor fan af Thor Heyerdal maatte vi jo der til. Til trods for at det er meget turistet viste det sig faktisk at vaere en god oplevelse. Öboerne havde faktisk stjaalet lidt fra Heyerdal og begyndt at lave hoveder paa deres baade. Oprindeligt boede Urosstammen paa land, men da de blev nedkaempet af Inkaerne sögte de tilflugt i deres sivbaade, og efter nogen tid udviklede det sig til öer, i dag med skoler og hospital. Om aftenen tilbage i Puno, var der larm i gaden og receptionisten paa hotellet forklarede mig at man fejrede en "Santito", altsaa en mandlig helgen af lille betydning. Men jeg skal da ellers love for at selv en lille helgen faar opmaeksomhed. Der maatte intet mindre end 50 maend med ordensbaand, 2 marchorkestre, 20 dansere og 5 lamaer til at danne optog for den lille gipsfigur, da den blev baaret gennem byen. Dansen var af indiansk oprindelse, hvilket er meget typisk for den sydamerikanske version af katolisismen.

Efter en kort bustur befandt vi os naeste dag i Bolivia hvor vi tog ud til det allerhelligste for Inkaerne: Isla del sol ( solens ö). Legenden siger at det var paa denne ö at solen blev skabt, og ligesaa den förste Inka. Det blev til en fantastisk vandretur, hvor söen og himlen kaempede en brav kamp om hvem der var mest blaa, desvaerre kan billeder ikke gengive det, fordi solen er saa utroligt skaarp i 3800 meters höjde. Men det var altsaa blaat paa samme maade som en dansk postkasse er röd! Samme aften tog vi med lokalbus, sammen med folk og fae, til La Paz.

Naeste dag, den 7. juni, var det Hanne´s födselsdag, og vi brugte en del tid paa internet til at tjekke e-mail hjemmefra. Om aftenen skulle vi have vaeret ude og spise böf og pröve at finde et glas rödvin, men endnu engang blev vi overrasket af den katolske kirke: Alt var lukket, da det var corpus cristi, en helligdag. Det hele endte med at vi spiste paa en japansk restaurant, budhisterne havde heldigvis ikke helligdag.

Under indköb af dagens morgenmad blev overrasket af endnu et optog. Denne gang maend fra et samfund fra höjsletten der ville hylde presidenten med sang, panflöjtespil og dans. Halvdelen af maendende var ifört en höjst bemaekelsesvaedig hovedbekladning, bestaaende af en meter höj opsatning af blomster. Den anden halvdel var ifört en hel ko, eller i det mindste hele skindet inkl. horn og hale.

Jeg tror flere af de lokale syntes at det var lidt sjovt at vi maabede saa meget og tog saa mange billeder, men til vores forsvar vil jeg sige, at det ikke er hver dag at man ser en fyr i hvide sandaler med en hat af blomster danse rundt med en ko.

Til alle dem der sidder og faar rejsefeber kan vi sige at vi har det ganske koldt for tiden. Det er den koldeste aarstid. Mine fingre er iskolde efter at have skrevet dette, og jeg glader mig til at faa mine vanter paa. Vi kigger lidt misundeligt paa de mails hjemmefra der beskriver grillaftner mm. , men indtil videre har kulden ikke faaet det bedste af os, og vi vil ikke bytte.

To sivbaade ad modum Heyerdal.

Udsigt over de flydende öer.Udsigt over Isla del Sol

Udsigt over Titikakasöen med de snedaekkede tinder af Cordillera Real i baggrunden.

Stolt indianer danser ifört ko.

En hat af blomster.

Machu Picchu

Etter et par dagers akklimatisering i den koselige byen Cuzco ( 3300 m.o.h) var vi klare for den store vandretur i Andesfjellene mot Machu Picchu! Reisen fra Cuzco kl 04.30 om morgenen i en gammel buss hvor vinduene ikke kunne lukkes ordentlig, ga oss en forsmak paa kulda i fjellene. Saa etter 3 timer var vi rimelig stivfrosne, og veldig glade for at vi skulle begynne aa gaa! Vi fikk naa fort varmen, da sola skinte fra en skyfri himmel hele dagen - dessuten ga oppover bakkene i höyden rimelig hurtig pulsstigning..!
Med hester til aa baere bagasje og telt, egen kokk som tryllet frem overraskende god mat, en hyggelig guide og fantastisk natur, var alt bare lagt til rette for 5 flotte dagers vandring. Vi fikk selskap av 3 eldre, meget karakteristiske franskmenn, som viste seg aa vaere veldig hyggelige, og i overraskende god form - men som ikke var saa staerke i engelsk. Det var helt perfekt aa bare vaere en gruppe paa 5.

Etter 7 - 8 timers vandring den förste dagen var vi endelig ved foten av det fjellet som vi hadde sett i det fjerne samme morgen. Her ble teltene satt opp for oss, og hvite fingre kunne varmes paa baalet inne i jordhytta til gamle Don Carme, som hadde bodd der alene i 50 aar. Her fikk vi ogsaa servert varm suppe og popcorn, som vi spiste mens marsvinene löp rundt bena vaares paa jordgulvet. Kl. 19.30 var det klart for aa krype ned i de iskalde soveposene med 3 lag töy paa. Til tross for kuldegradene (maa hvertfall ha vaert - 5 ), klarte vi aa holde varmen ganske godt, og det hjalp ogsaa da vi kl 05.30 neste morgen fikk servert en varm kopp te i teltet!
Kaldt var det fortsatt da vi kl 07 begynte andre dags etappe. En etappe som virkelig fikk satt lungene paa pröve da vi gikk fra 3800 - 4.600 m.o.h. Det var slitsomt!! Jeg fikk helt vondt i brystet av aa puste saa mye. Men de fantastiske fjellene rundt oss, den skyfrie, blaa himlen + noen sjokoladebiter hjalp paa motivasjonen. Og det var virkelig helt utrolig aa komme paa toppen. Det maa nok bare oppleves...
Og saa gikk det nedover! Fra 4600 m.o.h gikk vi ned til campen paa 3300 - og selv om det var godt aa ikke skulle höyere opp, merket vi det godt i beina etter 5 timers nedover bakke! Men det skulle bli vaerre.. neste dag var jeg saa stöl (öm) i leggene at jeg fölte jeg nesten ikke kunne gaa (kanskje ikke saa lurt aa ikke strekke ut etter 10 timers vandring!!)
3. dagen gikk det fortsatt nedover (til 1500 m), og i motsetning til dagen för med snö og kulde, gikk vi naa blant bananpalmer og kaffeplanter! Helt merkelig aa se saa forskjellig natur paa saa kort tid..

Saa endelig; etter 4 dager skimtet vi baksiden av Machu Picchu, og om kvelden var vi fremme i den lille byen Agua Caliente, hvor alle turistene som skal til Machu Picchu kommer. Her kunne vi ta den förste dusjen paa turen - deilig!!! Det var virkelig etterlengtet..
Sove lenge var det ikke snakk om neste morgen. Med lommelykter laa vi ut kl 04.45, og etter x-antall trappetrinn var vi kl 06 oppe paa Machu Picchu :) Det var virkelig en stor opplevelse aa staa der oppe og se utover ruinene, og selv kunne ta "post kort bildet". Vi var faktisk der oppe i hele 8 timer, og rakk til og med en liten lur paa toppen :)
Hele Machu Picchu (som betyr "Gammelt Fjell"paa quechua) er hugget ut av én stor sten av inkaene - et ganske imponerende arbeid! I det hele tatt er det imponerende at de bosatte seg der, det maa ha vaert saa slitsomt aa gaa opp og ned av det fjellet. For eksempel; siden det ikke var saerlig mye dyrkbar jord der, saa bar de jord opp paa fjellet!

Vi er naa tilbake i Cuzco og trenger et par dager til aa slappe av för vi er klare for nye opplevelser. Neste stopp er Titicacasjöen!

Koselige, smaa gater i Cuzco.

Utsikt over Cuzco.

Paa vei mot Machu Picchu: 1. dags etappe.

Klar for förste natt i telt! Brrr... det var kaldt!

Endelig paa toppen!! 4600 m.o.h. Den sentrale Andes fjellkjeden i bakgrunn.

Salkantay (6400 m.o.h)

Nedstigningen 3.dag - en helt annen natur.

Maalet er naadd: MACHU PICCHU :)

Dette bildet har jeg ventet lenge paa..

Vi er glade

Fantastisk utsikt