Forrige söndag, paa vei hjem fra fotballkampen, kom en av legene paa sykehuset löpende etter oss (han hadde ogsaa sett kamp), og spurte om vi ikke ville spise örret med han. Jo - det ville vi da gjerne, kjempehyggelig aa bli invitert! Baeza omraadet er jo kjent for örreten, og den smakte ogsaa kjempegodt! Sjefslegen paa sykehuset fortalte oss forresten at han hadde faatt 40 örret paa en dag, saa det er tydeligvis gode fiskemuligheter.... Naa, men det var som sagt en veldig hyggelig kveld, og var glade for aa kunne menge oss litt mere med lokalbefolkningen. Dessverre endte kvelden litt mindre hyggelig, da Janus satte et fiskebein i halsen. Dvs, han merket det ikke för vi kom hjem , saa det var jo litt pussig. Men fölgende natt kunne han nesten ikke sove, og vi begynte aa bli litt redde for at vi maatte inn til en halslege i Quito. I Baeza har de ikke utstyr til aa kikke ned i halsen med, og hvis de naa hadde hatt det saa hadde vi heller ikke vaert saa glade for aa bli undesökt der. Det er ikke alle legene som er like gode, syns naa vi. Historien fikk heldigvis en god slutt, for etter 2 dager med halssmerter og x- antall spiste bananer og annen frukt folk anbefalte Janus (de anbefalte ogsaa aa drikke lime saft - ikke spör hvorfor), gikk det over! Det hele var egentlig helt tragi-komisk.
Tror de fleste i byen naa vet hvem vi er og hvorfor vi er der. Det er jo ikke ofte det er gringos i Baeza. Alle hilser oss med "buenas dias, doctores" - det er litt merkelig aa bli kalt doktor av alle, og at de ser saann opp til oss. Men det gir en litt mer hjemmefölelse naar man hilser paa alle man möter.
Ellers tror vi naa at vi snart har spist hele den kua som sykehuskjökkenet kjöpte inn. Vi har naa ogsaa faatt kuhjerte! (og det smaker ikke spesielt godt! Den dagen ble det bare ris paa meg..). Vi er innmari lei av daarlig ku kjött, saa her en dag da vi fikk kylling var det jo rene fest middagen!
Om mulig er vi enda mere oppgitt over hygiene prosedyrene paa sykehuset. Vi er jo blitt vant til synet av at legene ikke vasker hender mellom hver pasient, og hvert saar de tar paa. Men naar man faar inn en pasient med et stort kutt i armhulen (han skled og fikk kniven han holdt inn i armhulen), og tar paa seg sterile hansker först etter at man har klart aa ta paa (röre ved) alt det sterile utstyret man skal bruke, samt legger armhule haarene man har klippet vekk oppe i det sterile utstyret (haarene ble forresten klippet vekk paa en saa idiotisk maate at halvparten havnet inne i saaret) - ja, da kan man jo bare haape paa et under om at ikke den gutten faar en kjempe infeksjon under armen... Ellers er historien om gynekologen som heller ikke vasker seg paa hendene og som etter en undersökelse slikker seg paa fingertuppene naar han blar i pasientens papirer, ogsaa ganske god. Vel, vel... vi ser mye rart! (= merkelig)
sábado, 24 de marzo de 2007
domingo, 18 de marzo de 2007
Paa udflugt i baghaven
Dagene paa hospitalet gaar hurtigt, selvom vi er her fra 8 morgen til 8 aften. Der er konsultationer i gynaekologi og familieplanlaegning, bôrnesygdomme, ortopaedkirurgi og generel kirurgi. Derudover har hospitalet skadestue, operationssal , fôdestue og et sengeafsnit med alt blandet. Operationerne er ganske underholdene mest paa grund af kaoset omkring dem. Fôrst skal alle klaede om til nyt tôj (indklusiv overtraekssko) som er autoklaveret (sterilt). Alt tôjet er for smaat til mig, og naar det ikke kan blive rent efter vask saa bruges der klor. Derfor kommer jeg som oftest ind paa OP stuen med stumpetrôje og for korte bukser, og ligner en spice girl fan med hang til batikfarvning. Det er lidt sjovt, at de autoklavere tôjet naar man skal klaede om ude paa toiletet, men men. Derefter gaar man og venter mellem 5 minutter og en time paa, at narkoselaegen skal indfinder sig, derefter gaar man i OP vask, og faar sterilt forklaede og hansker paa og staar saa svedende og venter paa at kirurgen kommer. Efter en halv time af operatiopnen kan sygeplejersken ikke laengere fôlge med og udstyret begynder at hobe sig op mellem patientens ben, saa man maa fiske rundt selv for at finde det man skal bruge.
Paa hospitalet er der et begraenset udbud af forskellige medicin, man dem de har bruger de maksimalt. Naar der kommer en familie med et forkôlet barn bliver alle bôrnene udstyret med en 10 dages antibiotikakur. Vi staar ogsaa og krummer taer hver gang de behandler med baade penicilin, metronidazol og ciproxin paa bôrn, fordi de har diarre.
Stuegang er altid lidt af et optog naar 10 til 15 personer gaar fra seng til seng, patienterne ligger ret i sengen og siger: "Ja Doktor". Og saa staar vi gerne 15 mand og ser paa at gynaekologen tjekker hvor meget livmoderhalsen har aabnet sig eller eller hvordan saaret heler.
Denne weekend har der vaeret super vejer. 25 grader og blaa himmel, saa vi har faaet rôde naeser igen. Sôndag gik vi tur i junglen omkring byen og kom ved et tilfaelde forbi fodboldstadion hvor der var lokalopgôr. Kvinder og bôrn raabte sig haese paa sidelinien, mens far lôb rundt ude paa grusbanen. Der var et hav af madboder, og efter at ejeren af vores hotel severede en lokal specialitet: Raa rejer i special marinade, og vi ikke blev syge, er vi ikke saa forsigtige laengere. En Stadion platte bestaar her af: Empanadas, Encebolladas con pescado og kylling. Det kan godt vaere at det bare var en serie 5 kamp. Men naar maden er fantastisk, der er fest og salsa paa sidelinien hvergang "Corazon de Santa Luzia" faar maal, liniedommeren er en tyksak ifôrt gummistôvler og man sidder i 1800 meters hôjde og kigger ud paa den lokale vulkan, saa er kvaliteten af kampen ikke saa vigtig.
Udsigt fra tribunen
Det lokale stadion.
Paa hospitalet er der et begraenset udbud af forskellige medicin, man dem de har bruger de maksimalt. Naar der kommer en familie med et forkôlet barn bliver alle bôrnene udstyret med en 10 dages antibiotikakur. Vi staar ogsaa og krummer taer hver gang de behandler med baade penicilin, metronidazol og ciproxin paa bôrn, fordi de har diarre.
Stuegang er altid lidt af et optog naar 10 til 15 personer gaar fra seng til seng, patienterne ligger ret i sengen og siger: "Ja Doktor". Og saa staar vi gerne 15 mand og ser paa at gynaekologen tjekker hvor meget livmoderhalsen har aabnet sig eller eller hvordan saaret heler.
Denne weekend har der vaeret super vejer. 25 grader og blaa himmel, saa vi har faaet rôde naeser igen. Sôndag gik vi tur i junglen omkring byen og kom ved et tilfaelde forbi fodboldstadion hvor der var lokalopgôr. Kvinder og bôrn raabte sig haese paa sidelinien, mens far lôb rundt ude paa grusbanen. Der var et hav af madboder, og efter at ejeren af vores hotel severede en lokal specialitet: Raa rejer i special marinade, og vi ikke blev syge, er vi ikke saa forsigtige laengere. En Stadion platte bestaar her af: Empanadas, Encebolladas con pescado og kylling. Det kan godt vaere at det bare var en serie 5 kamp. Men naar maden er fantastisk, der er fest og salsa paa sidelinien hvergang "Corazon de Santa Luzia" faar maal, liniedommeren er en tyksak ifôrt gummistôvler og man sidder i 1800 meters hôjde og kigger ud paa den lokale vulkan, saa er kvaliteten af kampen ikke saa vigtig.
Paa udflugt i baghaven. Ganske utroligt at man kun 500 meter fra byen kan vandre i en helt anden verden med sommefugle, palmer og smaa vandlôb.
Hospitalets have som levere ôkologiske grôtsager og frugt ( der sprôjtes kun med Chilli) til vores og patienternes mad.
Udsigt fra tribunen
Det lokale stadion.domingo, 11 de marzo de 2007
Förste uke i Baeza
Etter 1 uke i Baeza föler vi oss naa ganske hjemme i landsbyen, og vi har allerede oppleved utrolig mye paa sykehuset! Vi bor paa et fint lite hostal 15 minutters gange fra hospitalet, men det blir ikke mye tid vi tilbringer der, for vi jobber 8 - 12 timer hver dag! Saa det blir noen lange dager, men vi faar sett og laert masse, saa det er vi bare glade for.
Selve "byen" Baeza er mye mindre enn vi trodde! Saa det var litt av en overgang aa komme fra Quito! Det er en liten rekke med butikker/kiosker, en kirke, en skole og sykehuset - og det er det. Men det landsbylivet er deilig, ren luft og ingen trafikk :) Og byen ligger utrolig flott til mellom de grönne fjellene.
Sykehuset derimot er större enn vi trodde, og overraskende flott - Eller, i hvertfall selve sykehus bygningen ( byggingen ble i sin tid sponset av Italia). Utstyret de har her er rimelig gammeldags, men det fungerer da paa sitt vis.
Paa fredag hadde vi en hektisk dag! Dagen begynte som vanlig med frokost kl 07.45 paa sykehuset (bestaaende av verdens vaerste kaffe, en liten bolle og et kokt egg), etterfuglt av stuegang kl 08. Stuegangen her er forövrig litt av en forestilling - samtlige leger og sykepleiere er med, saa vi er en gjeng paa 10 - 12 stykker som staar rundt senga til hver pasient. Stakkars pasienter!! Naa, men etter stuegangen paa fredag, stod det en relativt komplisert operasjon paa programmet (kominut-pilon fraktur), som Janus skulle vaere med aa assistere til. Dermed var halvparten av personalet opptatt med det. Saa da vi i löpet av de 2 förste morgentimene mottok 3 jenter som skulle föde (ja, de er ikke mer enn jenter), saa ble det hektisk! Jeg ble satt til aa observere og telle veer, og fölge utviklingen. Den förste födslelen gikk rimelig fort i gang, og alt gikk bra - men vi hadde ikke engang faatt pasienten ut av födestua för den neste kom inn. Det ble litt kaotisk. Men enda mere kaotisk ble det da barnet kom ut og hadde aspirert grönt fostervann og ble mer og mer blaa, mens legen löp rundt og lette etter sug og oksygen! Jeg fölte det gikk en evighet för de fant det - men det gikk heldigvis bra, og barnet ser ut til aa ha det fint nok - hvertfall forelöpig.. Etterpaa var jeg litt skjelven, men det var nok ogsaa fordi det paa det tidspunktet nesten var 9 timer siden sist jeg hadde faatt noe aa spise (og det var den ovenfornevnte frokost/morgenmad). Men kvelden var ikke slutt, innen vi gikk hjem kl 21 var det to födsler til! Det var godt aa komme hjem aa legge seg etterpaa.
Maten spiser vi som sagt paa sykehuset, vi faar 3 maaltider om dagen, hvor 2 av dem stort sett bestaar av det samme: suppe, ris og et lite stykke kjött. De bruker ikke noe krydder, saa det smaker egentlig ikke saa mye. Vi har etterhvert faatt alle deler av en ku. Först fikk vi ku tunge, saa var det lever, skiver av underben i suppe (inklsive HUD med svarte HAAR) og andre ubestemmelige deler... Saa etter en uke har vi naa begynt aa fantasere om all den maten vi skal spise naar vi kommer hjem! :) Tror maten vi fikk hos vertsfamilien i Quito og paa Galapagos var noe utenom det vanlige, og at maten her i Baeza heller representerer hva den gjennomsnittlige Ecuadorianer spiser.
Neste gang vil vi skrive om de sterile prosedyrene paa sykehuset - de har gitt anledning til en del "hevede öyenbryn" fra vaares side.
Onsdags-holdet paa hospitalet foran sygeplejerskernes skrivebord.
Rodeo ved siden af vores hostal.
Udsigt over byen, tidlig morgen.
Paa vej til hospitalet klokken 07.30. Vi bor ca. ved huset oppe i venstre hjörne. 1850 m.o.h., saa skyerne haenger lige omkring byen.
Assistent Hanne (Ana) efter veloverstaaet födsel. Laeg maerke til de fine overtraekssko.
Selve "byen" Baeza er mye mindre enn vi trodde! Saa det var litt av en overgang aa komme fra Quito! Det er en liten rekke med butikker/kiosker, en kirke, en skole og sykehuset - og det er det. Men det landsbylivet er deilig, ren luft og ingen trafikk :) Og byen ligger utrolig flott til mellom de grönne fjellene.
Sykehuset derimot er större enn vi trodde, og overraskende flott - Eller, i hvertfall selve sykehus bygningen ( byggingen ble i sin tid sponset av Italia). Utstyret de har her er rimelig gammeldags, men det fungerer da paa sitt vis.
Paa fredag hadde vi en hektisk dag! Dagen begynte som vanlig med frokost kl 07.45 paa sykehuset (bestaaende av verdens vaerste kaffe, en liten bolle og et kokt egg), etterfuglt av stuegang kl 08. Stuegangen her er forövrig litt av en forestilling - samtlige leger og sykepleiere er med, saa vi er en gjeng paa 10 - 12 stykker som staar rundt senga til hver pasient. Stakkars pasienter!! Naa, men etter stuegangen paa fredag, stod det en relativt komplisert operasjon paa programmet (kominut-pilon fraktur), som Janus skulle vaere med aa assistere til. Dermed var halvparten av personalet opptatt med det. Saa da vi i löpet av de 2 förste morgentimene mottok 3 jenter som skulle föde (ja, de er ikke mer enn jenter), saa ble det hektisk! Jeg ble satt til aa observere og telle veer, og fölge utviklingen. Den förste födslelen gikk rimelig fort i gang, og alt gikk bra - men vi hadde ikke engang faatt pasienten ut av födestua för den neste kom inn. Det ble litt kaotisk. Men enda mere kaotisk ble det da barnet kom ut og hadde aspirert grönt fostervann og ble mer og mer blaa, mens legen löp rundt og lette etter sug og oksygen! Jeg fölte det gikk en evighet för de fant det - men det gikk heldigvis bra, og barnet ser ut til aa ha det fint nok - hvertfall forelöpig.. Etterpaa var jeg litt skjelven, men det var nok ogsaa fordi det paa det tidspunktet nesten var 9 timer siden sist jeg hadde faatt noe aa spise (og det var den ovenfornevnte frokost/morgenmad). Men kvelden var ikke slutt, innen vi gikk hjem kl 21 var det to födsler til! Det var godt aa komme hjem aa legge seg etterpaa.
Maten spiser vi som sagt paa sykehuset, vi faar 3 maaltider om dagen, hvor 2 av dem stort sett bestaar av det samme: suppe, ris og et lite stykke kjött. De bruker ikke noe krydder, saa det smaker egentlig ikke saa mye. Vi har etterhvert faatt alle deler av en ku. Först fikk vi ku tunge, saa var det lever, skiver av underben i suppe (inklsive HUD med svarte HAAR) og andre ubestemmelige deler... Saa etter en uke har vi naa begynt aa fantasere om all den maten vi skal spise naar vi kommer hjem! :) Tror maten vi fikk hos vertsfamilien i Quito og paa Galapagos var noe utenom det vanlige, og at maten her i Baeza heller representerer hva den gjennomsnittlige Ecuadorianer spiser.
Neste gang vil vi skrive om de sterile prosedyrene paa sykehuset - de har gitt anledning til en del "hevede öyenbryn" fra vaares side.
Onsdags-holdet paa hospitalet foran sygeplejerskernes skrivebord.
Rodeo ved siden af vores hostal.
Udsigt over byen, tidlig morgen.
Paa vej til hospitalet klokken 07.30. Vi bor ca. ved huset oppe i venstre hjörne. 1850 m.o.h., saa skyerne haenger lige omkring byen.Assistent Hanne (Ana) efter veloverstaaet födsel. Laeg maerke til de fine overtraekssko.
Suscribirse a:
Entradas (Atom)