Hanne y Janus en Ecuador: mayo 2007

Saa kunne ferien begynde. Efter at have modtaget post hjemmefra, (og her skal lyde en stor tak, med kram inkluderet, til Beb som sendte 1 kg Haribo) sagde vi farvel til Quito for sidste gang, og tog ud for at se lidt mere af Ecuador.
Vi rejste mod syd til byen Cuenca, hvor vi nöd lidt caféliv mellem de gamle bygninger og prövede den lokale specialitet "cuy" ( stegt marsvin). Der blev ogsaa tid til at köbe en ägte haandlavet straahat. Den 77 aar gamle Alberto Pulla havde selv lavet den, ligesom han havde lavet tusindvis, siden han blev laert op i den som 6 aarig af sin far. Der blev ogsaa tid til at opstöve smaa markeder, som altid er gode for undren eller et godt grin. Man kan kort sagt köbe alt paa de markeder, og det kommer altid i rigeligt udvalg.
Videre til kysten hvor vi först slappede af i den meget stille Puerto Lopez, hvor vi gik paa fiskemarkedet kl. 06.00 om morgen og laa i haengeköje resten af dagen.
Sydover mod turistbyen Montañita hvor vi bare maatte omfavne vores nyvundne staus som turister. Der blev ogsaa tid til at par dage paa surfbraet til Janus og Hanne fik fejret 17. maj med is paa stranden, og den store reje middag til aften.
For 2 dage siden, klokken 05 om morgnen, satte vi os paa en lille skrammelbus mod Ecuadors störste by Guayaquil, og lavede et hurtigt pitstop. Vi fik de sidste to billeter paa en 27 timers bus mod Lima, Perú, der afgik en time senere. Vi vaagede op til et landskab der var meget anderledes end det Ecuador vi har boet i i naesten 4 maaneder. Vi körte igennem, hvad der virkede som et uendeligt örkenlandskab som först stoppede ved bygraensen til Lima.

I morgen gaar turen til Cusco, hvor vi skal ud og vandre og se Machu Picchu mm.

Efter 24 timer i bus.

Montañita, Ecuador

17. maj fejring.

Dagens fangst af svaerdfisk i Puerto Lopez.

Helstegt Cuy.

En Don köber hat.

Markedet for nye og brugte sko i Cuenca.

Efter paaske tog vi en lang dag i bus til den lille flodby Borbón, hvor vi har befundet os de sidste 3 uger. Jeg begyndte at laese “100 aars ensomhed “ af Gabriel Garcia Marques, et perfekt valg til det dette omraade, for vores oplevelser i de sidste 3 uger har vaeret lige saa utrolige som i denne fortaelling, og natruren lige saa magisk.

Vi planlagde vores ankomst saa vi kunne deltage i hospitalets besög i de smaa samfund langs floderne.

Vi fandt os til rette paa et lille loftsvaerelse som hospitalet havde tilovers, og prövede at aklimatisere os. Over middag var det umuligt at fungere, og vi sögte ly i haengeköjerne i laegernes residens. 38 grader om dagen er normalt, under 35 betegnes af de lokale som köligt/friskt, og under 30 som usaedvanligt koldt.

Byen ligger hvor floderne Rio Cayapas og Rio Santiago möder hinanden, og hospitalet modtager mange patienter, der har sejlet op til 8 timer i motoriseret kano for at komme frem. En stor del af befolkningen har dog ikke mulighed for at komme frem, eller har ikke tiltro til sundhedssystemet, og bruger de lokale kloge koner og maend og de husraad som er blevet nedarvet igennem generationerne.

6 dage brugte vi paa de forskellige floder og besögte 3 byer, og overnattede under myggenet paa traegulve i traehytter eller den lokale kirkes gulv.
Patienterne led hovedsageligt af diarré og malaria, men derudover var der alt fra gravide 12 aarige, gamle damer med et blodtryk paa 180/120, maerklige hududslet og maend med ondt i ryggen efter at have brugt et liv paa at skaere bananer, samle cacaofrugter og stage sig op af floden i kano. Det same gjorde sig gaeldende i alle byer: Maendene var som skaaret ud i granit efter et liv med fysisk arbejde, mens kvinderne var svaert overvaegtige efter 6-10 födsler og et liv der hovedsageligt var brugt i.skyggen af bliktaget. Der var hos maendende daarlig forstaaelse for mit valg af kaereste, som jo ikke var meget bredere end et sukkerrör. Der blev trukket paa smiletbaandet og rystet paa hovedet i smug. I konsultationen blev Hanne dog til den lokale slankedoktor, med gode raad om mindre portioner, faerre bananer og mindre kokusmaelk.

Vi faerdiggjorde vores turne igennem koens indvolde og fik smaget komave kogt i kokusmaelk med stegte bananer … og nej det kan ikke anbefales.
Ej heller kan nescafé kogt paa flodvand, eller ostesuppe med bananer i 40 graders varme. Hvorfor vi skulle preasenteres for alt dette ved jeg ikke for folk i denne provins kan faktisk lave mad. Rejer, fisk, hummer, blev forvandlet til fantiske retter fra tid til anden, og hospitals kökkenet serverede raa muslinger i citrusmarinade til absolute topkarakter.

Imellem de smaa samfund sejlede vi i timevis med kano op af floderne, og det var intet mindre end faktastisk, naar regnskoven lukkede sig om os, og man fölte sig meget langt vaek fra alting.

I byerne havde de aeldste af borgerne ofte gaver med til laegerne i form af kokusnödder og kakaofrugte. Kokusnödderne blev drukket med glaede og erstattede det til tider lidt for store vaesketab, og kakao smager fantastisk naar man sutter det yderste lag af kernerne, som man bagefter kan omdanne til kakao/chokolade. Verdens bedste frugt !!!!

I landsbyen “La Loma” overnattede vi i kirken, som ogsaa var konsultation, skole, mödelokale mm. Og saadan gik det til, at jeg kom til at staa splitternögen foran en katolsk kirke med udsigt til floden, byen og stjernene mens jeg haeldte en spand regnvand over hovedet, og prövede at fjerne det vaerste sved og skidt.

Tilbage paa hospitalet kom patienterne i en lind ström. Machete-uheld (virkeligt ubehagelige saar!), vaadeskud, födsler, kejsersnit mm. Vi var med i laboratoriet og traenede at kigge paa malaria udstryg, TB pröver, parasitter mens laboranten speedsnak kede paa spansk og dansede fra centrifugen til mikroskopet.

Vi blev vaekket hver dag klokken 06.30 af salsamusik som laboranten eller een af laegerne spillede for fuld udblaesning, og skraalede sit hjerte ud. Det gjorde sig faktisk gaeldende i hele byen. selv folk der havde et hus uden vaegge havde et anlaeg, og de kunne spille höjt! - saa laenge der var stöm. Ström og vand kom og gik, og vi fik laert, at tage bad naar man kunne.

Vi er nu tilbage i Quito. Borbón var en kaempe oplevelse. Det var haardt fysisk, og man blev til tider ekstremt traet af at skulle bearbejde alle de nye indtryk. Men alt i alt har det nok vaeret den störste oplevelse indtil nu. Vi kommer aldrig til at glemme det.